I dag skal I hilse på én af de bloggere, jeg følger gennem tykt og tyndt, som leverer tanker lige fra hjertet på hendes personlige blog om en sund livsstil – The Best Me I Can Be. Hun er netop vendt tilbage til bloggen efter nogle måneders pauser og jeg glæder mig enormt til at høre mere til Britt igen. Nu vil jeg i hvert fald gerne byde hende rigtig hjertelig velkommen til hende her på bloggen, hvor hun har været så sød at dele lidt julerier.
Fortæl lidt om dig selv
Jeg hedder Britt, og er en kost-og-sundheds-passioneret pige fra Aarhus. Jeg står bag bloggen “The Best Me I Can Me”, der desværre har stået stille de sidste par måneder – jeg kan dog afslører at bloggen snart vender stærkt tilbage 😉 Når jeg ikke blogger eller læser min yndlingsblog Sund Lykke, studerer jeg Molekylærbiologi på Aarhus Universitet som meget gerne skulle ende ud i en kandidat i Molekylær ernæring og fødevarevidenskab.
Hvad glæder du dig allermest til ved julen?
Jeg er totalt “julegal”, og elsker det meste ved julen. Jeg bliver aldrig julestresset, men elsker derimod juleindkøb, julegaveræs, småkage-bagning osv. – jo mere jo bedre 😉
Det jeg glæder mig mest til ved julen er alle de hyggelige traditioner jeg har med venner og familie 🙂 Hvert år holder jeg tøse-gløgg-og-juleklip med et par veninder, hvor der bliver julet igennem med masser af gløgg, æbleskiver og dårligt julemusik. Så er der selvfølgelig julefrokosterne og ikke mindst juletræspyntningen den 23. december hvor vi spiser julesmåkager og drikker luksus juleøl – det er SÅ hyggeligt 🙂
Til gengæld er jeg så også bare TRÆT når julen er overstået, og alt hvad der har med jul at gøre ryger på loftet lige så snart jeg vågner den 27. december.
Hvordan fejrer du jul og juleaften?
Både min kærestes og mine egne forældre er skilt og har fundet nye kærester, så vores juledage er altid enormt hektiske, når vi skal nå rundt til alle 4 hold forældre + bedsteforældre. Det er utrolig hyggeligt, og vi bliver simpelthen så forkælet, men når julen er overstået så har jeg også bare brug for et par dage med ro og fred inden det går for sig igen den 31. Jeg fylder år nytårsaften, så der er altid gang i den fra morgen til aften 🙂
Juleaften fejrer vi meget traditionelt. Om dagen hygger vi sammen og spiller spil, og ser Disneys Juleshow – det er et must!! 😀 Om aftenen spiser vi lækker julemad, danser om juletræet og åbner julegaver. Vi tager os altid god tid til det hele – alle vælger en sang rundt om træet, og vi pakker gaver op en ad gangen, så vi kan se hvad alle har fået 🙂
Hvad bliver der serveret hos dig juleaften?
Maden hos os er også meget traditionel. Hvert år får vi and med hvide og brune kartofler, rødkål og hvad der ellers hører til. Jeg bryder mig desværre ikke ret meget om and, så der bliver ofte også serveret flæskesteg for min skyld 🙂 Vi slutter af med ris alamande med lun kirsebærsauce og så masser af julesnolder og konfekt når vi åbner julegaver 🙂 Ohmenomme 😉
Hvad er din yndlingsspise i julen – måske du har lyst til at dele en opskrift?
Det lyder måske lidt mærkeligt, men min yndlingsspise i december er asiatisk mad. Man får stoppet frikadeller, leverpostej og pebernødder i ansigtet alle steder man kommer hen i december, og jeg bliver meget hurtigt træt af den fede danske julemad. Derfor spiser vi rigtig meget asiatisk inspireret mad i hverdagene i denne måned, med masser af sprøde friske grøntsager og stærke krydderier; lige fra sprøde rå “forårsruller” til indonesisk karrysuppe der virkelig giver varmen i en kold tid 🙂 (Opskrifterne findes på bloggen).
Julemad ryger der selvfølgelig også indenbords, og jeg afprøvede en anderledes, lettere og utrolig lækker juleret her i weekenden som jeg gerne vil dele med jer; Jule Pulled Pork med sprød rødkålssalat.
Jeg elsker pulled pork, og det bliver ikke mindre godt i en mere julet udgave. Desuden så er retten ikke så tung som traditionelle juleretter nemt kan blive – det kan vi li’ 😉
Jule Pulled Pork
- 1 stk. nakkefilet (ca. 1000 gram)
Marinade:
- 1 spsk. røget paprika
- 1 spsk. løgpulver
- 2 tsk. stødt allehånde
- 2 tsk. stødt nelliker
- 1 tsk. kanel
- 1 tsk. peber
- 1 spsk. fint salt (evt. hvidløgssalt)
- 1 spsk. brun farin
- 3 spsk. ketchup
- 2 fed hvidløg
- Lidt revet appelsinskal
Bland ingredienser sammen i en skål. Smør nakkefileten ind i marinaden, pak den grundigt ind i et stykke bagepapir så saft, kraft og marinade bliver ved stegen – og samtidig undgår du at marinaden bliver sort. Til sidst lægges stegen i et ildfast fad. Nakkefileten stilles i ovnen ved 100 grader i 10-12 timer. Når stegen er færdig “trækkes” kødet fra hinanden med et par gafler.
Jeg serverede min Jule Pulled Pork med en utrolig lækker rødkålssalat fra grydeskeen.dk – du finder opskriften her .
Velbekomme og glædelig jul 🙂
1000 tak til Britt for at give os et indblik i hendes jul! Se mere til Britt her på hendes blog
1 thoughts on “13. kalenderlåge : JULEINTERVIEW MED BRITT FRA THE-BEST-ME-I-CAN-BE.”